Budapest – En historisk by med gourmetmad og spa

Vækkeuret ringede tidligt og vi tog mod lufthavnen. Vi havde valgt at tage en ”lille” sommerferie i juni måned, og vores destination var Budapest i Ungarn. En by vi i mange år gerne har ville besøg og specielt efter min mor kom meget begejstret hjem fra en tur i byen. Som hun sagde ”man går meget og der sporvogne alle steder” – så var vi solgt.

Vi elsker storbyferie hvor man går meget og jeg har en kæmpe kærlighed for sporvogne. Elsker den måde de bevæger sig rundt i byen og skaber en ”gammeldags” stemning, som klæder mange historiske byer.

Budapest er en historisk gammel by, som kan dateres helt tilbage til år 89, hvor romerne grundlagde byen Aquincum, som senere blev til Pest. Budapest er en sammenslutning af tre byer – Buda, Pest og Obuda, som i midten af 1800’tallet blev smeltet sammen til en samlet by og hovedstad for den Ungarske del af Østrig-Ungarn-alliancen, som faldt efter 1. verdenskrig, hvor landet også blev selvstændigt.

Udsigt udover Budapest
Udsigt udover Budapest

Byen er verdens eneste spa-hovedstad i verden, og ligger på et termisk underlag, der skaber grundlag for utrolig mange varme kilder, som også kan ses og opleves i byen med de utrolig mange spa-bade man finder i Budapest.

Fiskerbastionen og Buda-slottet

Vi ankom til Budapest om formiddagen med direkte fly og fra lufthavnen tog vi en shared-taxi som man bestiller ude i lufthavnen når man lander. Ret nemt og til en overkommelig pris blev vi sat af direkte ved vores hotel. Første nat havde vi valgt at booke på Buda-siden. Vi havde læst os frem til at man kunne se det meste på en dag, og at der var en del charme op i de små-gader på Buda-siden, så vi valgte at dele overnatningerne op, og boede på to forskellige hoteller under vores tur i Budapest.

Vores værelse på Maison Bistro & Hotel
Vores værelse på Maison Bistro & Hotel

Vi nød det lille boutiquehotel Maison Bistro & Hotel (Reklamelink) som vi havde valgt at bo på. Det lå kun 5 min. gang fra Fiskerbastionen, Matthias-kirken og Buda-slottet som vi alt sammen fik oplevet på en dag, som vi også havde læst, var muligt. Buda-slottet står forsat flot, og lige ved siden af ligger præsidentpaladset også. I dag huser slottet National Galleri og Historisk Museum for byen Budapest.

Ved Fiskerbastionen kan man nyde udsigten udover pest-siden, og hold op en udsigt. Man har direkte udkig til Donau-floden, Parlamentet og hele byen, som er en blanding af nygotiske bygning og betonbyggerier, som kendetegner de tidligere kommunistlande.

Fiskerbastionen er et tidligere fæstningsanlæg, som fiskerne havde ansvar for at beskytte og derfra kommer navnet. Matthias-kirken ligger lige ved siden af og teglen på taget er en oplevelse i sig selv, og man finder dem på flere forskellige bygninger rundt omkring i byen.

Aftenen sluttede med at gå rundt i de små gader og finde små oaser af hygge og derefter tilbage på hotellet hvor vi fik en lækker middag på vores hotel, som var en nyfortolkning af ungarsk mad – utrolig lækkert.

Der er mange hyggelig gader i Budapest

Rundvisning i Parlamentet

Efter en god nats søvn tog vi den lokale bus over til Pest-siden, hvor vi de næste fem dage boede på The Ritz-Carlton (Reklamelink), som ligger i en historisk gammel bygning lige ved Elizabeth Square (Erzsébet Tér) og tidligere havde huset et forsikringsselskab.

The Ritz-Carlton set udefra

The Ritz-Carlton var ikke et billigt ophold, men nogle gange skal man huske at forkæle hinanden, og når hotellet samtidig emmede af historie, lå meget centralt og var en oplevelse i sig selv, er det fantastisk at få en femstjernet oplevelse, som vi helt klart gjorde på hotellet.

Efter vi havde tjekket ind, skyndte vi os ned til området ved Parlamentet, da vi hjemmefra havde booket billetter til en rundvisning. Der er så stor efterspørgsel på billetter, at de bliver frigivet en måned i forvejen, og alligevel bliver de ofte udsolgt på dagen (med mindre man vil have en tur på russisk, hebraisk eller tysk). Vi booket præcis en måned før og fik kun lige akkurat billetter. Så husk at planlæg besøget. Man kan være heldig at få billetter på dagen, men vi tog ikke chancen.

Selve bygningen er utrolig smuk og fascinerende, men vi må også erkende at selve rundturen var lidt skuffende. Guiden fortalte ikke særlig meget om historien, og vi så kun en brøkdel af Parlamentet. Det var fedt at se bygningen indefra, men hvis man ikke får billetter, overlever man nok, for det udefra bygningen er mest fascinerende og emmer af historie, med den ene smukke bygning efter den anden på pladsen bag ved Parlamentet.

Der en masse smukke bygninger og blomster på pladsen ved Parlamentet i Budapest

På den anden side af Donau-floden midt imellem de to broer man kan krydse floden på, kan man få utrolig smukke billeder af Parlamentet og ellers skal man bevæge sig ud på et cruise på floden (reklamelink), som der findes utrolig mange af.

Parlamentet i Budapest

Ikke langt fra Parlamentet ligger domkirken i Budapest og den er virkelig et besøg værd. Den ligger på en stor plads. Udefra ser den ser den lidt stor og firkantet ud. Men indvendig er det et af de smukkeste domkirker vi har besøgt.

2. verdenskrig satte sit præg på Budapest

Ikke langt fra Parlamentet ligger et mindesmærke fra 2. verdenskrig. En masse sko der står på kajen og ligner de blevet forladt eller er ved at falde i vandet, og det er også tilfældet. Under 2. verdenskrig mistede over 475.000 jøder livet i Ungarn, og nogen af dem blev skubbet ud floden Donau, efter de var blevet skudt på klos hold. Derfor dette monument, som forsat skal minde os om, at tidligere tiders historie ikke skal gentage sig.

Monument for 2.Verdenskrig ved Donau-floden i Budapest

Ikke langt derfra fandt vi et andet monument ved en park, hvor der stor en masse kufferter og tøj, som skulle forestille en deportering af jøderne som blev samlet i ghettoer forskellige steder i landet. Her hang små beskeder og historier om forskellige jøder, politikere, homoseksuelle mv. som var blevet deporteret væk fra deres hjem.

Monument for depoterede mennesker under 2.Verdenskrig i Budapest

I Budapest ligger Museet ”Terror”. Et museum der er lavet for at vise hvad Ungarn er gået igennem som land siden 2. verdenskrig, som for dem ikke betød befrielse i 1945, da Hitlers rige faldt – for der blev de besat af Sovjetunionen og fik tvunget kommunismen over dem. Museet fortæller rigtig godt de forskellige perioder i landets historie med ”Terror” og vi gik der fra ret rørte, men også meget imponerede over den måde museet var bygget op på, deres kunstinstallationer samt alle fortællingerne. Man kan bruge ekstrem mange timer på museet. Alle rum er forskellige og er dekoreret med en historie i sig selv. Et af de bedste museer er vi har besøgt rundt omkring i verden.

Synagogen byder også på et lille museum og en skrækkelig historie fra 2.verdenskrig. Det er nemlig en af de eneste synagoger i verden, der har en kirkegård indenfor dens mure. Det er nemlig ikke normalt, men under og efter 2. verdenskrig havde man ikke andre muligheder for at begrave de døde jøder. Man fandt flere tusind døde jøder indenfor ghettoen som omkransede synagogen under 2. verdenskrig, så man lavede flere massegrave i synagogens have. Man kan få en gratis rundvisning inde i synagogen og haven, når man er kommet ind. Husk dog at knæ og skuldre skal være dækket og mænd skal bære kalot (man får udleveret en når man går ind), når man vil ind og se synagogen indefra. I kan købe billetter hjemmefra her.

Mad, Mad og atter Mad

Vi har sjældent været i en by, hvor der er så mange tiltalende spisesteder. På alle gader finder man lækre restauranter, forskellige madmarkeder og lokale landmænd der kommer ind til byen for at sælge deres grønsager.

Vi spiste både streetfood, besøgte forskellige madmarkeder og de små byparker rundt omkring i Budapest bød ofte på boder med madbrød, øl mv. Vi var der i starten af juni måned, og der var derfor også rigtig gode muligheder for at sidde udenfor at spise.

Streetfood i Budapest
Streetfood Karavan i Budapest

Michelin-guiden er også kommet til Budapest og byder på en håndfuld stjerner. De har flere restauranter med 1 stjerne og en enkelt restaurant med 2 stjerner. Vi valgte at spise en frokost på Costes Downtown og gik derfra mætte og med en fantastisk oplevelse – specielt til prisen. Vi betalte under 700 kr. for to personer med fire-retters menu, drinks til maden og drikkepenge. Så husk endelig at booke et bord hjemmefra, og gerne til frokost, hvor I virkelig får noget for pengene. I kan finde Michelin-guiden til Budapest her.

Hvis man ligesom os er til ”High Tea” er Budapest også det helt rigtig sted, for der ligger mange flotte femstjernede hoteller i byen, der byder på en rigtig High Tea oplevelse i unikke omgivelser. Vi valgte selv ret spontant at få High Tea på Four Season Budapest, som ligger i den historiske bygning Gresham Palace. Selve bygningen er i sig selv en oplevelse, så at sidde i de omgivelser og nyde en let frokost med champagne og te gjorde oplevelsen fantastisk.  I kan selve prøve den mellem kl. 15-18 på hverdage og vi gav omkring 265 kr. pr. person inkl. et glas champagne. Vi sprang frokosten overtog der var rigeligt til at gøre os mætte.

Afternoon Tea på Four Seasons i Budapest

Er man madelsker ligesom vi er og rejser gerne efter en god restaurant, kulinariske oplevelser eller for at opleve de lokale madmarkeder, så er Budapest den helt rigtige by af besøge. Budapest er et MADMEKKA uden sammenligning med andre byer i Europa vi har besøgt, når vi samtidig sammenligner med priserne. Man får virkelig meget for pengene, og hvor tit kan man spise Michelin-middag for under 350 kr. pr. person.

Byparken som byder på et eventyr-slot, Zoologisk have og Spa i verdensklasse

Lidt udenfor Budapest centrum ligger byparken Városliget, som er en kæmpepark, hvor man kan bruge en hel dag – det gjorde vi i hvert fald.

Man kan tage metrolinje 1 direkte derud, så det gjorde vi og fik prøvet deres metrosystem, som er dejlig gammeldags og larmen som man kender det fra mange andre tidligere sovjetlande. Men det fungerer og deres metrosystem er ret nemt at finde ud af. Rulletrapperne går dog ekstrem hurtigt (man skal næsten holde fast) og nogen af metrolinjerne ligger ekstrem langt nede. Man kan hurtig stille sig på en rulletrappe uden at kunne se bunden til at starte med – ret vildt.

Efter en oplevelse i metroen gik vi i gang med en hel dag i byparken. Første stop blev Széchenyi-badene (Reklamelink), hvor vi skulle prøve en rigtig ungarsk spa-oplevelse og her blev vi ikke skuffede. Der var over 20 forskellige pools med opvarmet vand fra undergrunden, som man kunne prøve. Der var forskellige størrelser og flere steder var de lokale i gang med vand-gymnastik eller anden form for træning i vandet. Så der var en del lokale, men endnu flere turister. Specielt udenfor i deres store pool (som også er opvarmet og derfor kan man sagtes tage i spa om vinteren også), hvor vi brugte en del tid på at finde en liggestol. Vi fik fundet to stole efter lidt tid, købt noget af drikke og lå og slikkede sol et par timer imens vi et par gange hoppede i den udendørs pool sammen med et par hundrede andre.

Széchenyi-badene ved byparken

Det var en oplevelse vi ikke ville være foruden.  Széchenyi-badene var en stor oplevelse i en historisk gammel og flot bygning. Det var mange steder man kunne trække sig lidt fra mængden af alle menneskerne og en masse forskellige sauna-typer man kan prøve. Næste gang vi kommer til Budapest, vil vi dog nok besøge et af de lidt mindre steder, som har færre turister og flere lokale, for det der var alt for mange mennesker til at være sådan rigtig afslappende.

Efter en tur i spa gik vi de små 300 meter der var til Zoologisk have. Vi kan godt lide at besøge en zoologisk have, hvis den er stor og flot, og har gode forhold for dyrene. Vi vil dog helst opleve dyrene i naturen, hvor de lever frit og har store arealer at bevæge sig på. Men vi må også anerkende det arbejde og viden som zoologisk have giver børn og voksne om dyrene, og det giver forhåbentlig en bedre forståelse for, hvorfor det er vigtigt at passe på vores dyr og natur ude i verden.

Budapest Zoo var utrolig flot og stor. Dyrere havde ofte større arealer end vi oplever de har i Københavns Zoo, og de havde brugt mange ressourcer på at lave sjove og oplysende informationer til børnene. Så hvis man har tid, kan vi helt klart anbefale en tur i Budapest Zoo, som vi i hvert fald nød og fik brugt et par timer i.

Inden vi vendte hjemad efter en lang dag besøgte vi Eventyr-slottet i byparken, som virkelig også var en oplevelse. Ligger omgivet af en sø og træer. Selve slottet er ikke muligt at besøg, de har dog nogle gange forskellige udstillinger i bygningen. Udefra er det dog også flot oplevelse, hvor slottet står lidt forladt og slidt hen. Men det gør det faktisk kun smukkere i vores verden, og med løvplanterne der klatrer op langs bygningen skaber det en fantastisk stemning.

Vajdahunyad-slottet i byparken
Vajdahunyad-slottet i byparken

Hvordan vi planlagde turen

Vi fløj direkte til Budapest med Norwegian. Prisen og tiderne gjorde at vi valgte dem frem for SAS, som også flyver direkte til Budapest.

Hjemmefra købt ”Turen går til Budapest og Ungarn” (Reklamelink), som gav en masse viden om byen og landet, som gjorde det nemt for os at planlægge turen.

Hotellerne bookede vi via Hotels.com, som vi ofte gør pga. deres Reward-program, der gør vi optjener gratis nætter og får forskellige fordele hvis man bruger dem ofte. Vi boede på følgende hoteller:

Man kan bastille en del ture hjemmefra, som godt kan anbefales. Prøv Getyourguide (Reklamelink), som vi ofte bruger. Man kan både bestille indgang til forskellige museer, bådcruise og rundture i byen.

Madguide fra Budapest
Morgenmad på Ritz-Carlton Budapest

Vi bookede bord hjemmefra på Costes Downtown, hvilket anbefales da der ofte er udsolgt flere uger frem. En virkelig fed oplevelse til billige penge.

I kan læse flere indlæg fra Budapest, som vi har skrevet her.

Husk endelig også at følge os på Facebook og Instagram, hvor vi laver daglig opdateringer når vi er afsted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *