Madguide til Budapest

Streetfood i Budapest

Budapest er en hovedstad med rige muligheder for utroligt gode madoplevelser. Her findes gode muligheder for at finde madmarkeder, street food og Michelin-restauranter.

Mange forbinder nok mest østeuropæisk mad med simreretter og supper, hvilket man da også finder en del af i Budapest. Men Michelin-guiden uddeler ofte stjerner til byens bedste restauranter, og i 2016 blev årets Bocuse D´or – hovedprisen i den internationale kokkekonkurrence – tildelt en ungarsk kok. Ungarn og særligt Budapest er derfor anerkendt for dens mad på højde med mange vesteuropæiske lande. 

Madguide fra Budapest
Morgenmad på Ritz-Carlton Budapest

Spisestederne i Budapest er meget varierede. Da vi besøgte byen fem dage i juni 2019 spiste vi bl.a. italiensk og japansk i Budapests gader, men vi nød især de lækre lokale retter, oste og vine. Lokale produkter fås til ekstremt lave priser i dansk kontekst og smager skønt.

Vi har lavet en lille madguide til dig, som skal besøge Budapest og ønsker at udforske den ungarske madkultur.

Lokale retter i Budapest

I Budapest finder man ofte simre-mad, supper, gullasch og forskellige typer af brød. Ungarns egen madkultur er derfor klassisk østeuropæisk. Priserne på lokalt produceret mad er ekstremt lave, og man kan derfor nyde nogle meget billige måltider, hvis man kaster sig ud i det ungarske køkken – vi formåede flere gange at spise aftensmad for under 50 kr. pr. person.

Sjø-restauranten på Oslofærgen tilbyder en fantastisk madoplevelse med inspiration fra det nordiske køkken. Læs om vores besøg på Sjø her

Vi anbefaler at prøve følgende retter, når du besøger Budapest:

1.Gullasch (gulyás) er en verdenskendt ret, som vi danskere herhjemme selv laver diverse versioner af (fx paprikagryde). Gullasch stammer fra Ungarn, hvor der afholdes mesterskaber i landets bedste gullasch. Når du bestiller retten i Budapest serveres den dog som suppe. Hvis du gerne vil have den som ”vi kender den”, skal du i stedet bestille pörkölt.

2.Lángos er et madbrød som steges og påføres hvidløgssauce og ost. Man kan få det med diverse fyld som fx kød, pølse mv. Helt klart en af vores ungarske favoritter!

Madbrød (Lángos) med ost og kødfyld vi fik i Budapest

3.Pølser er en af ungarernes favoritter og serveres som pålæg eller som klassisk pølse, som nok mest af alt minder om en frankfurter pga. størrelsen. Du finder også pølserne i en særlig udgave af brasekartofler med løg og pølser, som smager virkelig lækkert, men vi fangede desværre ikke navnet på retten.

4.Kürtös kalács er en klassisk gadedessert. Den består af brød som tilberedes over kul og ligner et overdimensioneret snobrød. Der kan tilføjes forskellig smag som fx kanel, vanilje, chokolade eller det kan serveres med is. En rigtig lækkerbisken og ’grab and go’ mulighed, så brødet kan nydes mens du går på sightseeing i Budapests hyggelige gader.

Dessertbrød (Kürtös kalács) vi smagte i Budapest

Hvis du prøver overstående retter, vil du med garanti få et godt indblik i det lokale køkken.

Milano er også en by med gode madoplevelser. Læs om vores tur til byen her, hvor vi fx besøgte madmarkedet Eataly og spiste på en Michelin-anbefalet siciliansk restaurant

Du kan med fordel også besøge ’Den store markedshal’ (Nagyvásárcsarnok), som ligger lige ved Liberty broen. Markedet ligger i en kæmpestor og smuk hal fra 1800’tallet, og det er her de lokale handler ind. Her findes adskillige små butikker med grønsager, kød, brød, krydderier, pølser osv.

Den store madhal i Budapest (Nagyvásárcsarnok)

Et besøg i ’Den store markedshal’ er en god måde at få indblik i byens dagligliv og giver mulighed for at prøve de lokale retter i de små take-away restauranter på 1. sal. Vi anbefaler at du besøger stedet en hverdag, da du ellers kommer til at stifte bekendtskab med lange køer af lokale husmødre i weekenden.

Vi spiste også på Maison Bistro, som ligger i Buda-delen oppe på højen. De laver gode ungarske retter med et twist. Her kan du også se Fiskerbastionen, Matthiaskirken og Buda-slottet.

Grillede Gedeost fra Maison Bistro

Du kan også bestille en food-tour i Budapest, hvor du sammen med en lokal guide får prøvet en masse retter og får indblik i den ungarske madkultur. Du kan bestille en food-tur her (Reklamelink).

Street food i Budapest

Street food forbindes ofte med asien, som fx i Bangkok er en hel madkultur for sig selv. Men fænomenet har bredt sig til hele verden, herunder Danmark.

Street food findes også finde i Vejle! Læs om vores besøg her

I Budapest findes ligeledes et godt street food-område. Det ligger gemt væk i en lille sidegade, som man hurtigt kan overse, men de lokale ved hvor det er. Her kan du til lyden af god musik smage både lokale retter og en masse andet fra den store verden, eksempelvis thai, bao bao eller burger. Vi fandt stedet helt tilfældigt, men det var en fantastisk oplevelse, som vi klart kan anbefale.

Streetfood område i Budapest

Du kan finde info om stedet her, som typisk har åbent fra kl. 11.30 til kl. 23.00.

Michelin-guiden i Budapest

Michelin guiden har i en del år uddelt stjerner i Budapest, og med god grund. For der findes utroligt mange gode high-end restauranter i byen. Du kan evt. prøve en af de mange Michelin-anbefalede restauranter, som ikke har fået stjerner, men som alligevel er i en klasse for sig – på den måde kan du få en sublim oplevelse til billige penge.

Restaurant Costes Downtown i Budapest

Vil du gerne prøve en Michelin-restaurant med stjerner, er der også gode muligheder til en brøkdel af, hvad det koster normalt. Vi har spist på mange Michelin-restauranter rundt omkring i verden, men aldrig så billigt som i Budapest.

I Malmø ligger den to-stjernede Michelin-restaurant Vollmers. Læs vores anmeldelse her

Mange restauranter har frokosttilbud, som ofte består af en tre-retters menu til billig penge, og det gælder også flere af Michelin-restauranterne i Budapest. Vi spiste frokost på Costes Downtown, hvor vi trods restaurantens Michelin-stjerne kunne nyde fire serveringer, vand og en cocktail til ca. 330 kr. pr. person alt inklusive. Som det ses på nedenstående billeder var det en skøn oplevelse!

Du kan finde hele Michelin-guiden til Budapest her, og husk at bestille bord i god tid, da mange gerne vil have en billig Michelin-oplevelse i Budapest.

Afternoon Tea i Budapest

’Afternoon Tea’ – eller ’High Tea’, som andre kalder det – stammer oprindeligt fra England, men fås mange steder rundt om i verden. Mange af de bedste hoteller i Budapest tilbyder også denne mulighed.

Four Season Lobby
Lobby på Four Seasons i Budapest

Vi valgte selv at besøge Four Seasons i Gresham Palace, hvor vi fik en unik oplevelse i utroligt smukke omgivelser. Vi havde ikke bestilt bord hjemmefra og gik direkte ind fra gaden.

Her fik vi fire serveringer:

  • Små sandwichs med andepate, æggesalat og laks med rogn.
  • Scones med vanilje med tilhørende marmelade, flødeskum og lemon curd.
  • Pistacie macarons, lemon og rosé-kage.
  • Lokale ungarske kager.
Afternoon Tea på Four Seasons i Budapest

I Ungarn laver de også – til vores store overraskelse – rigtig gode vine, og vi bestilte derfor et glas lokale bobler.

På Emirates Palace i Abu Dhabi har vi også fået Afternoon Tea, da vi havde fornøjelsen af at bo på hotellet, som I kan læse om her

Vi betalte i alt 265 kr. for hele oplevelsen pr. person, inkl. bobler.

Vores servering af Afternoon Tea på Four Seasons i Budapest

Du er meget velkommen til at følge os på Facebook og Instagram, hvor vi bl.a. laver daglige opdateringer, når vi rejser. Du kan også se hvor vores næste tur går hen her.

Vi boede på Ritz-Carlton i Budapest som leverede en fantastisk morgenmad og luksuøse omgivelser. Læs om vores ophold her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *