Mandalay – den buddhistiske hovedstad i Myanmar

Nonner i Mandalay

Flyet landede i Mandalay, og vores chauffør stod klar til at hente os i lufthavnen. Hjemmefra havde vi booket chauffør til det meste af rejsen, da vi hurtigt kunne fornemme at infrastrukturen i Myanmar mildt sagt ikke er optimal, og da vi kun havde 16 dage i landet og derfor ville være så effektive som muligt. Vi blev kørt til Bagan King Hotel, der i de næste dage skulle blive vores lille og hyggelig base i centrum af Mandalay.

Resten af dagen havde vi ingen planer, så vi blev enig om at gå en tur til kongepaladset, der ligger i midten af byen og er omkredset af en otte kilometer lang mur, som igen er omkranset af en voldgrav. At muren er otte kilometer lang, vidner om hvor utroligt stort et område der ligger på den anden side af muren. Bag murerne boede kongen i gamle dage, i sikkerhed fra byens øvrige befolkning og kongepaladsets mange fjender. Nu om dage kan man komme ind på den anden side af murerne og besøge paladset, og det var målet for vores gåtur denne eftermiddag. Kongepaladset var en enormt flot, autentisk og velbevaret oplevelse. Vi var nok de eneste vestlige turister denne dag, og havde i store træk området for os selv.

Efter at have gået en hel del kilometer vendte vi tilbage til vores hotel for at få noget mad. På øverste etage af vores hotel lå der nemlig en skybar, hvor vi samtidig som gæster kunne få gratis cocktails – og så var der underholdning i form af et dukketeater, som de er meget kendt for i Myanmar. Ikke lige den form for underholdning vi normalt ville opsøge, men i dagens anledning skulle det da prøves.

Mingun – verdens største stupa

Den følgende dag tog vi en taxa til havnen, fordi vi skulle med en båd til Mingun. Havne- og billetkontoret bestod af et faldefærdigt hus, men bådene virkede meget sikre. Sejlturen tog en times tid og var fantastisk. Vi fandt hurtigt et par liggestole på soldækket, og her lagde vi os og nød udsigten langs flodbredden mod Mingun. Mingun er et kæmpemæssigt monument – en såkaldt stupa – som blev bygget tilbage i 1700tallet. Stupaen blev dog aldrig færdigbygget, og I 1839 blev den delvist ødelagt af et jordskælv som medførte dybe revner i bygningen. Stupaen var så stor, at vi kunne se den på mange kilometers afstand fra båden. Det var en flot oplevelse, men også hurtigt set, så vi satte os på en cafe og fik noget frokost. Cafeen bestod som de fleste andre cafeer og restauranter af fire pæle og en presenning, men det er helt fint og en del af charmen ved at besøge et tredjeverdensland som Myanmar.

På tilbagevejen om bord på båden faldt vi i snak med et ældre ægtepar fra Australien, som rejse rundt i verden og passede huse og husdyr for andre (ofte velhavende) mennesker. På denne måde kunne de bo gratis og fik ofte stillet bil til rådighed. Til gengæld for dette skulle de holde øje med hus og have, vande blomster og eventuelt gå tur med hunden. Sådan havde det australske ægtepar nu rejst rundt i mere end tre år. Vi synes det er en fed måde at se verden på, og samtidig er det stort set gratis – måske vi burde forsøge os som huspassere på fuldtid.

Et ændret land på rekordtid

Resten af dagen brugte vi på at se nogle af de andre attraktioner i Mandalay, og vi gik på gåben rundt til dem alle. Generelt kan vi bedst lide at gå rundt når vi er på ferie rundt om i verden, for man møder de lokale og livet på en helt anden måde, end hvis man sidder i en bil eller bus. På intet tidspunkt følte vi os utrygge i Myanmar, og vi kunne gå alle steder, også om aftenen. Det er lidt vildt at tænke på, når landet for får år siden ikke havde turisme og var et lukket land for de fleste. Vi blev begge lidt rørt flere gange under rejsen, da landet på kort tid virkelig har ændret sig meget. Folk er blevet oprigtigt frie og tør udtale sig kritisk om militæret og andre forhold, som de for få år siden ville være blevet henrettet eller sat i fængsel for at udtale sig om. Mange mennesker vi talte med på vores vej talte åbenlyst om de tidligere tiders problemer under militærdiktaturet og deres holdning til politik, regeringen mv. Denne åbenhed overraskede os meget, for vi havde forventet at folk fortsat var bange for at tale over sig i frygt for repressalier.

Tusinde munke og en teakbro 

På vores tredje dag skulle vi ud og opleve de tre tidligere kongebyer Sagaing, Inwa og Amarapure. Dagen startede tidligt, før solen stod op, da vi skulle se solopgangen over U Bein Bridge. Broen er med sine 1,2 kilometer verdens længste og ældste teaktræsbro, og den bliver forsat brugt flittigt af lokalbefolningen til at krydse floden. I sommerhalvåret, når det er regntid, står broen under vand og kan derfor ikke benyttes. Når man tænker på at broen blev bygget for 170 år siden er det ret imponerende, at broen stadig står fint og solidt.

Efter solopgangen kørte vi til et lokalt munkekloster, hvor vi på én gang skulle overvære mere end 1.000 munke, novicer og nonner samlet til dagens første måltid. Inden vi ankom til klosteret havde vi besøgt et lokalt marked for at købe klementiner, som vil ville donere til munkene. Det var en utrolig fascinerende oplevelse at få lov at være på et kloster med så mange munke, klædt i de deres velkendte orange tøj. Desværre havde mange andre turister også fundet vej til klosteret, så vi følte lidt at vi stod i vejen for de mange munke, der bare gerne ville spise i fred. Vi fik dog doneret vores klementiner – naturligvis i bare tæer for at vise respekt for munkene.

Kongebyerne Inwa, Sagaing og ondt i røven

For at komme til Inwa og Sagaing skulle vi krydse en lille flod med en lokal færge. Vi havde valgt at cykle rundt i området, da vi havde læst, at områdes natur var fantastisk. Vores guide ville dog helt klart foretrække en hestevogn, som de fleste andre turister vælger, så hun slap for at anstrenge sig i varmen – men vi ville hellere cykle, så op på cyklen kom hun. Vi så lidt forskellige templer og stupaer, men det var helt klart naturen der var smukkest. Efter en lang dag vendte vi hjem, trætte og med ondt i røven efter vores cykeltur på voldsomt hullede veje.

Pyin Oo Lwin – i botanisk have og et forladt hotel

På vores sidste dag i Mandalay kørte vi på tur til Pyin Oo Lwin, en smuk ferieby i bjergene som blev brugt om sommeren af de de britiske kolonister og magthavere, fordi klimaet i byen er køligere end resten af landet, hvor temperaturen om sommeren snildt kan komme over 40 grader. Årsagen til vi gerne ville besøge Pyin Oo Lwin var nok mest deres meget imponerende botaniske have, som skulle være en af de smukkeste i hele Asien. Der var også et par vandfald i nærheden som var omgivet af huletempler, der forsat bliver brugt flittigt den dag i dag.

Da vi ankom til byen tog vores guide os med til et forladt og nedlagt hotel. Hotellet har efter det blev forladt været brugt som filmkulisse i mange burmesiske gyserfilm, men har fungeret som rigtigt luksushotel for mange år siden. Det var en fantastisk bygning, hvor der forsat var ansat en gartner og vagt til at holde øje med stedet. Selve hotellet var dog tomt, ødelagt og i dårlig stand. Da vi gik derfra talte vi for sjov om at købe hotellet, renovere det og åbne vores eget – der var så mange muligheder i det sted. Det blev dog ikke i denne omgang, at vi slog os løs som hotelejere. Hvem ved, måske i fremtiden.

Til sidst så vi den botaniske have, helt vildt smuk omgivet af en stor sø og gamle kolonibygninger og en mini zoologisk have. I haven så vi et pattedyr vi aldrig har set før. Dyrepasseren blev forbløffet over vores fascination af dyret, og vi fik lov at fodre dyret med en masse bananer. Se billedet – er det et dyr du har set før?

På vejen hjem spise vi frokost på en lokal restaurant, som selv dyrkede de fleste råvarer i deres kæmpestore nyttehave. Vi sad på terrasse med udsigt udover en lille bondegård med dyr, frugttræer, krydderurter og jordbærmarker. På bordet ved siden af os sad et par munke og spiste ris, selv om de sjovt nok ikke måtte spise efter kl.12 og heller ikke må eje penge – But who are we to judge.

Hvordan vi planlagde vores ophold i Mandalay

Vi boede på Bagan King Hotel, et hotel midt i centrum som ligger i gåafstand fra kongepaladset og alle de andre store seværdigheder i byen. Hotellet har en meget original, autentisk stil og det var de egenskaber vi faldt for, da vi hjemmefra bestilte hotellet. Vi bookede hotellet via Agoda.com, og har tilmeldt os deres “kundeprogram”. På den måde får man gode tilbud, rabatkuponer mv.

Vi gik selv rundt i byen og havde ikke brug for en guide eller chauffør. Ved de enkelte seværdigheder kan du dog betale en lokal guide til at vise dig rundt og fortælle om stedets historie, og det koster næsten ingenting. Husk man skal købe en “archeological zone ticket”, som gælder til hele Mandalay, kongebyerne og forskellige andre seværdigheder i byen og koster ca. 50 kr. – så bestemt til at overskue. Bådturen til Mingun arrangerede vi også selv – vi tog en taxa fra hotellet ud til havnen (cirka 20 kroner) hvorfra båden afgår hver dag. Det er også her, at du køber din billet.

Resten af turene til kongebyerne, U Bein Bridge og Pyin Oo Lwin havde vi planlagt sammen med Richard. Richard var vores lokale turarrangør på hele rejsen i Myanmar – læs mere under “Myanmar – Et mystisk og fantastisk land”. Du kan også læse mere om hvordan vi generelt planlægger vores rejser her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *