Road trip i Midtvest USA – Del 4

Arches Narional Park

I 2018 tog vi på vores længste ferie nogensinde, og turen gik til USA i 29 dage, hvor vi havde planlagt ruten ud fra, at vi gerne ville se en stor del af midtvest USA. Det blev en rejse, hvor vi startede i storbyen Denver, besøgte familie i Utah, spillede på kasino i Las Vegas og kom igennem over 15 forskellige naturparker.

Vi vil i dette indlæg fortælle om vores rute, om de unikke overnatningssteder vi valgte på turen og samtidig om de forskellige oplevelser vi fik på vejen.

FOTO: Google Maps – sidste del af vores rute fra Las Vegas til Denver.

På vores fjerde og sidste del af vores roadtrip i USA kom vi forbi utrolig mange naturoplevelser. Vi startede med Grand Canyon, videre til Horseshoe Bend og Antelope Canyon, for at slutte i Moab området inden den sidste dag blev brugt i Denver inden vi fløj hjem.

Vi har skrevet i alt fire indlæg, hvor vi har beskrevet hver uge på vores road trip. I kan finde alle vores indlæg om USA her.

Grand Canyon og muligheden for at bo inde i parken

Vi kørte ud på ”The Strip” fra vores hotel i Las Vegas og kørte mod Grand Canyon South Rim. Vi havde for en del år siden været forbi Grand Canyon på en en-dagstur fra Las Vegas, hvor vi både fløj helikopter udover Grand Canyon og sejlede nede på Colorado River.

En helt fantastisk oplevelse, som vi kun kan forslå at gøre, hvis man ikke har tid til at overnatte i Grand Canyon. I kan f.eks. finde lignende ture fra Las Vegas her.

Udsigt udover Grand Canyon
Dennis og en flot udsigt udover Grand Canyon.

Den del af Grand Canyon vi tidligere har været i, var den del der ejes af en indianerstamme, og der hvor man f.eks. kan gå på Grand Canyon Skywalk (Glasbro udover Grand Canyon). Dette kan I også bestille og prøve på en tur fra Las Vegas. Vi har lagt et link op til sådan en tur her.

Skywalk ved Grand Canyon
Skywalk ved Grand Canyon, som er en del af et indianer reservat.

Vi kørte forbi og mod den officielle del af Grand Canyon National Park, hvor vi havde valgt at bo inde i selve parken ved Grand Canyon Village på Bright Angel Lodge. Det var det helt rigtige at gøre, da vi boede midt inde i parken og de forskellige busser som kørte ind i områder hvor man ikke måtte køre rundt i selv (da det var højsæson), lå lige ved vores hotel. Samtidig blev vi mødt af nedenstående udsigt, som vi kunne se direkte fra vores hotelværelse.

Billedet taget lige udenfor vores værelse ved Bright Angel Lodge.

Vi havde to dage i parken og valgte første dag at nyde udsigten og gå lidt rundt i området. Dagen efter stod vi tidligt op og vandrede ud på Grandview trail route. En virkelig flot tur langs kanten af Grand Canyon, som var lang, men nem at gå for alle.

Efter en del timer på en fantastisk vandretur nød vi en is, og den udsigt fik vi glæde af resten af aftenen, hvor vi spiste på hotellets restaurant. Vi nød virkelig vores to dage i Grand Canyon, som gav os et helt andet indtryk end første gang vi var i Grand Canyon.

Is ved Grand Canyon
Lækker is ved Grand Canyon, som vi nød efter en lang vandretur tidligere på dagen.

Horseshoe Bend og Antelope Canyon

Vi havde hjemmefra set en masse billeder af både Horseshoe Bend og Antelope Canyon, så vi stod tidligt op og kørte mod begge områder. Hjemmefra havde vi bestilt en tur i Antelope Canyon, da de ofte bliver udsolgt flere uger ud i fremtiden. Man kan nemlig ikke selv gå rundt i området og skal på en guidet tur.

Antelope Canyon
Antelope Canyon og de dybe kløfter.

Vi bookede turen her, men vi må også erkende, at vi blev lidt skuffede. Det utroligt smukt som I også kan se på overstående billeder, men de lukker så mange ind samtidig, at man hele tiden står og venter på alle de andre. Og selv om billederne ligner man går rundt selv, var det ikke tilfældet. Vi fik taget nogen gode billeder, men skyndte os videre efter en lidt skuffende oplevelse.

På vejen fik vi set Horseshoe Bend, som ligger flot udover Colorado River, men også ”hurtigt” overstået. Hvis det var os, ville vi ikke køre en kæmpe omvej, men hvis I er i nærheden, er det forsat en god oplevelse. Tror bare vores forventninger var ret høje, når man ser billederne.

Horseshoe Bend
Horseshoe Bend

Stoppet af politiet

På vej mod Monument Valley valgte en politibil at køre bag os i over en time, hvilket til sidst også gjorde, at vi fik kørt lidt forkert i en drejebane og så startede politiblinkene! At blive stoppet i USA er som en film. Lysene blinker ekstrem meget, sirenen starter og når man holder ind, bliver man mødt af en betjent med Ray-Ban solbriller, en hånd på hans pistol og et venligt ”Hello Sir”.

Advarsel fra Politiet vi fik på vores tur.
Advarsel fra Politiet vi fik på vores tur.

Heldigvis slap vi med en advarsel, og blev ønsket en forsat god tur rundt i USA. Så selv om man bliver lidt forskrækket, er de nu ofte søde og specielt fordi han I rapporten gjorde mig 20 kilo slankere hehe.

Monument Valley – som en cowboy- og indianer film

Vi ankom til Monument Valley, som lå helt fantastisk. Vi valgte at bruge lidt ekstra penge på hotellet og boede på The View som ligger helt unikt med udsigt udover Monument Valley. Vi har tidligere skrevet om det hotel, hvor vi både smagte på indiansk mad, så John Wayne film udenfor og blev mødt af en fantastisk udsigt. I kan læse om det her.

Panorama billedet udover Monument Valley.

Vi brugte første dag på bare at nyde udsigten, men dagen efter kørte vi ind i selve Monument Valley. Man kan køre selv eller bestille en tur. Vi valgte at køre selv og det er virkelig fantastisk, da man så kan stoppe flere steder. Det dog ikke at anbefale, hvis man ikke har en firehjulstrækker, for de lave biler sad fast flere gange og kunne ikke alle komme op ad de forskellige bakker, man bliver mødt med. Så hvis I har en mindre bil, så book en tur.

Udsigt udover Monument Valley
Udsigt fra vores hotel udover Monument Valley.

Monument Valley var hele turen værd og snyd endelig ikke jer selv for at bo på ”The View” hotellet lige indenfor parken. Husk at bestille et værelse med udsigt.

I kan læse mere om de forskellige naturoplevelser vi havde i USA her.

Moab – stenbuer og en hyggelig by

Efter Monument Valley kørte vi mod Moab. Et område med en masse forskellige nationalparker og naturområder. Vi må erkende, at vi på denne del af rejsen var ved at være lidt mættede af alle de naturoplevelser vi så.

Det virkelig privilegeret at nå dertil, men efter næsten fire uger med utrolig mange naturoplevelser, ender det ofte med at ”ligne” hinanden. Vi snakkede faktisk om, at hvis vi var startet i Moab var vi nok blevet lidt mere imponeret.

Os under en Stenbue i Arches National Park.

Vi besøgte nationalparken Arches, som ligger i et meget øde område fyldt med Arches eller stenbuer som det betyder. Mange film er blevet optaget i parken og vi nød også vores tur der, selv om vi havde set ekstrem mange stenformationer på vores road trip.

En anden stenformation i Arches National Park med Dennis i billedet, for at I kan se størrelses forskellen.

Sidste dag i Denver og outletcenter

Vi kørte godt mættede af naturoplevelser mod Denver. Vi havde booket den sidst nat på et Sheraton hotel med indendørs pool og lounge adgang. Vi tænkte at vi skulle forkæles på vores sidste nat. Så vi nød vores lounge, drak lidt vin og spiste en god bøf.

Dagen efter skulle vi rejse hjem, men vi stoppede i et outletcenter, så vi lige kunne fylde kufferterne godt op og det blev gjort. Colorados største Outletcenter ligger lidt udenfor Denver. I kan finde det her.

Vi havde også valgt at byde på at blive opgraderet på vej hjem med Lufthansa, men vandt desværre ikke denne gang. I kan dog læse om vores oplevelse med Premium Economy med Lufthansa her, som vi havde på vores vej over til USA.

Hvordan vi planlagde vores rejse i USA – 4.del

“Indlægget indeholder reklamelinks”

Vi bookede vores fly i rigtig god tid. Vi bookede faktisk 10 måneder før vi skulle afsted og fik billetter tur/retur til Denver for kun 3300 kr. pr. person med Lufthansa.

Hjemmefra havde vi købt rejseguiden ”Turen går til Californien & Vestlige USA”, som dækker en stor del af de byer og områder vi skulle til.

Egern med Grand Canyon i baggrunden.
Egern med Grand Canyon i baggrunden.

På vores 4.del af turen rundt i midtvest USA boede vi på følgende hoteller:

Vi havde hjemmefra booket en firehjulstrækker via Avis. Det var virkelig rart at have en større bil når man kører så langt. Samtidig kører de fleste i større biler i USA, så man føler sig også lidt mere sikker i en større bil.

Hele ruten planlagde vi selv og hele rejsen. Det kræver en del at planlægge så lang en tur med så mange stop på vejen. Men det er også en rigtig sjov oplevelse, som gør en til en rigtig globetrotter. Vi oplevede ingen problemer på hele turen. Og alle vores reservationer passede og blev overholdt.

Husk endelig at følg os på Facebook og Instagram.

5 (100%) 1 vote[s]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *