Road trip i New England (USA) – del 2

Boston er hovedstaden i delstaten Massachusetts og den største by i New England. Byen er kendt for bl.a. eliteuniversitetet Harvard, og for at være centrum for uafhængighedskrigen i 1776, da USA’s første præsident Georg Washington styrede den amerikanske hær til sejr over englænderne.

Måske kender du også Boston fra ”Sams Bar”, hvis du husker den klassiske komedieserie fra 80erne og 90erne.
Vores ferie startede i netop Boston, hvor vi skulle sove jetlag ud og opleve byen de første par dage. Vi boede på hotellet Westin Copley Place midt i centrum. Efter check-in og et tiltrængt bad bevægede vi os ud i byen for at finde noget aftensmad, og meget mere nåede vi ikke den første dag.

Freedom trails og rundvisning i Bostons Parlement

Dagen derpå gik vi mod Massachusetts State House, hvor vi havde læst at man kunne få en guidet rundvisning, hvilket vi heldigvis også fik, selvom vi ikke havde bestilt den på forhånd. En alderende herre viste os rundt, på den der super-engagererede og indlevende måde, man ofte oplever i USA. Amerikanerne er generelt rigtig søde og elsker at snakke. Bygningen, der er delstaten Massachusetts svar på Danmarks ’folketing’ var rigtig flot, og vi lærte samtidig en masse om byens historie. Vi kom i øvrigt også helt ind på governørens kontor.

Efter rundvisningen begyndte vi vores tur ad ”The freedom Trail”, som er en fire kilometer lang historisk vandrerute i centrum af Boston. Langs ruten kommer man bl.a. forbi en række historiske bygninger helt tilbage fra uafhængighedstiden, og som på hver deres måde har spillet en rolle i USA’s historie. Det smarte ved ruten er, at den er ’indbygget’ i fortovet, og derfor kan man bare gå stille og roligt derudaf uden at skulle besvære sig med kort eller spørge om vej.

Skuffende heksemuseum og kokken der havde skidt i bukserne

Efter to dage i Boston kørte vi mod Kennebunkport, en lille hyggelig havneby i delstaten Maine med kun omkring 3.500 indbyggere. På vejen dertil besøgte vi dog først heksemuseum i byen Salem, som er kendt for sine hekseafbrændinger (i dag dyrker man fortsat hekseriet, men vidst kun til ’glæde’ for turisterne). Vi må erkende at museet var en turistfælde, så vi skyndte os videre i retning mod Kennebunkport.

Undervejs så vi en række fyrtårne, som New Englands kyster er meget kendte for. Fyrtårnene står placeret de smukkeste steder, fx på små øer eller blandt klipper, hvor bølgerne sprøjter dramatisk. Mange af tårnene var bemandet helt frem til slutningen af 90’erne, men i dag bliver de styret elektronisk.

Da vi var en lille time fra Kennebunkport, blev vi enige om at stoppe ved en lille diner, for at få lidt mad. Da vi kom ind var der ingen andre mennesker, kun en ældre og sjusket ekspedient bag kassen. Måske lidt naive – og meget sultne – bestilte vi tre burgere, men det skulle vi aldrig have gjort. Da den snuskede mand rejste sig fra sin stol for at lave vores mad, kunne vi ikke undgå at bemærke den store brune plamage på mandens underhylere, der var frit tilgængelige fordi joggingbukserne var gledet ned om røven. Ved nærmere øjekast var der ingen tvivl om, at manden havde skidt i bukserne, men det tog han tilsyneladende ikke så tungt. Det samme gjaldt hygiejnestandarden i køkkenet. Vi betalte høfligt for burgerne, men smed dem diskret i skraldespanden af frygt for maveonde, og kørte sultne videre.

Svigerfars ”American dream” og Bush familiens sommerhus

Endelig ankom vi til Kennebunkport. Byen var ligeså hyggelig som vi havde håbet, med små specialbutikker og gode fiskerestauranter. Vi brugte to dage i byen på at lave ingenting og alting – vi gik byen rundt, kørte lidt rundt i området, spiste god mad og shoppede souvenirs. Vi boede på Kennebunkport Inn, som leverede en unik hoteloplevelse i klassisk New England-stil. Morgenmaden på hotellet var den bedste vi fik på hele turen, og hver aften blev der spillet live musik i den lille bar, mens vi nød en kold øl og et spil kort.

Inden vi forlod Kennebunkport kørte vi en tur forbi Bush familiens sommerhus, som lå helt unik ude på en halvø, som forsat var overvåget af FBI og skærmet af med både kamera og hegn. Vi holdte os godt på afstand og nød udsigten udover havet.

White Mountain National Forest og spøgelseshotellet

Kennebunkport blev svigerfars ynglings by i USA, og som han sagde ”den her by kunne jeg godt blive gammel i” – vi overvejede kortvarigt om vi skulle efterlade ham der, men det ville være en skam, så vi kørte alle tre videre mod næste stop på ruten, White Mountain National Forest. Lige udenfor parken skulle vi bo på det historiske hotel Mountain View Grand Resort & Spa, der indvendigt mindede lidt om et spøgelseshotel fra en gyserfilm, men udvendigt var flot og bød på den smukkeste udsigt til skov og bjerge, hvorpå vi forsat kunne se sne på toppen. 

Dagen efter forsøgte vi os med en af vandreruterne rundt om hotellet, men vi måtte opgive, da stien var alt for mudret og havde mange store vandhuller. Hotellet har sin egen lille farm, og vi gik derfor tilbage for at kigge på kaninerne, hestene og de andre dyr, mens vi snakkede lidt med den lokale bondemand. Hotellet producerer selv en række af de fødevarer, som de tilbereder i restauranten, og de har også deres egen vindmølle.

I tredje og sidste del af vores indlæg om New England kan du læse om Newports gigantiske sommerhuse og om Cape Cod, hvor vi var på en uforglemmelig hvalsafari.

Fortsættelse følger…

2 kommentarer

  1. Haha, jeg havde også smidt den burger ud, puha det er da for ulækkert. Enig, heksemusset var lidt en skuffelse og det er pisket op til at være nået særlig. Vi syntes, heller ikke at det var en speciel fantastisk oplevelse.

    Derimod var vi ligesom svigerfar også ret begejstret for Kennebunkport, En by som står mejslet ind i vores hukommelse, fordi det var herfra vi første gang så en hval i sit rette element.

    White Mountains er vores ynglings område i New England. Der er simpelhed så smukt og så mange muligheder for at opleve forskellige seværdigheder. Et område vi helt klart kommer tilbage til en tredje gang 😉

    /Annette

    1. Hej Annette.

      Ja man bliver klogere og hvis man kan lide alt på ens ferie, har man nok heller ikke gjort det godt nok. For man skal “prøve” noget nyt og så må man jo blive positiv overrasket eller skuffet. Vi blev skuffede med heksemuseum, for havde faktisk glædet mig til det.

      Kennebunkport er tilgængelig en by jeg også gerne vil besøg igen. Smukke opgivelser, lay-back kultur og en by hvor de ikke låste dørene agtig. Så helt klar en by vi skal besøge igen, hvis vi kommer forbi.

      White Mountain var flot, men var nu mere imponerede over Olympic National Park nær Seattle. Rå natur, skove helt ned til stranden og vi så kongeørne flere gange. Så der skulle I prøve at tage til næste gang.

      Tak for dit input – dejligt.

      Dennis – Danesonvacation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *