Sjø – en kulinarisk oplevelse på Oslofærgen

Oslofærgen har de sidste par år ændret deres madkoncepter til det bedre. Der er blevet tilføjet en god italiensk restaurant, buffetrestauranten har fået et løft og det nyeste skud på stammen er restauranten ’Sjø’. Restauranten er en hyldest til det nordiske køkken og ambitionerne er høje, for de går efter en michelin-stjerne. Sjø beskriver selv konceptet som nytænkning med inspiration fra hav, fjord, strand, skov, sø, eng, drivhus og have.

Jeg var afsted med et par venner, og formålet var en drengetur med god mad, vin og en tur rundt i den norske hovedstad. Derfor blev der booket bord på Sjø, hvor vi hjemmefra forudbestilte en fem-retters menu.

DFDS-færgen som vi sejlede med og hvor Sjø restauranten ligger på.

Restaurantens indretning og service

Indretningen er meget enkel med markblomster på bordet, vinglas og bestik. Meget simpelt, flot og klassisk. Stolen er behagelig og passer rigtig fint ind i restaurantens enkle stil. På væggen hænger nogle farverige billeder, og herudover kan man via de store vinduer nyde den gode udsigt (hvis man spiser tidligt, inden solen er gået ned).

Sjø ligger sammen med oslofærgens steakhouse. De har forsøgt at skille det ad, men virker alligevel lidt for sammenflettet, og den halvvæg som deler de to restauranter ligner mest af alt en midlertidig løsning. Det medførte at der var en del larm i restauranten, og dermed var der ikke den rolige stemning, som jeg normalt foretrækker på en god restaurant.

Menu på Sjø i Oktober 2018
Menu på Sjø i Oktober 2018

Ved ankomst blev vi sat ved vores bord, tjeneren trak stolen ud og lagde servietten på vores skød. Der var i alt tre tjenere som serverede for os under middagen, og alle tre vidste præcis hvem der havde bestilt hvilke retter. Sidst på aftenen, da vi var blandt de sidste gæster, steg opmærksomheden fra tjenerne og vi tog en god og lang dialog om forskellige oste og vine. Det resulterede i at vi fik bestilt lidt ekstra vin til desserten. Serviceniveauet var højt og blev bedre jo længere hen på aften vi kom. Dejligt at opleve, at tjenerne hele tiden brugte tiden på gæsterne, selv om der kom færre og færre gæster i restauranten ud på aftenen.

En af vores tjener, som serveret ostetallerken for os.

Syv nordiske retter

Vi havde hjemmefra bestilt fem retter. De var ikke forudbestemt og vi kunne derfor vælge mellem de 12 forskellige retter på menukortet.

Inden vores første ret fik vi en varm serviet til vores hænder. Det var der en god grund til, for vi fik en appetizer, som ikke stod på menuen – flæskesvær med trøffelcreme og hindbærdrys. En dejlig servering, hvor man skulle bruge fingrene (det er svært at spise flæskesvær med bestik).

Flæskesvær med Hindbærdrys og revet trøffel.

Alle på bordet havde bestilt taskekrabbe. Retten blev flot serveret og en bisque blev efterfølgende hældt i tallerknerne af vores tjener. Retten i sig selv var flot men manglede lidt smag. Retten havde desuden fortjent lidt mere bisque, end hvad der blev hældt tilføjet af tjeneren.

Taskekrabbe med Bisque

Til retterne fik vi også serveret brød med havsaltet smør. Netop brød har jeg i nogle af mine tidligere indlæg under fantastisk madoplevelser beskrevet som en vigtig del af oplevelsen på en gourmet restaurant. Denne gang blev vi heldigvis også positivt overrasket.

To forskellige brødtyper på Restaurant Sjø med hjemmelavet smør.

Vegetar-retter kan være fantastiske, og så er det en god tendens med tanke på miljøet. Selv Noma har i deres nye restaurant tilføjet en vegetar-menu til menukortet. Retten vi skulle smage var blomkål med havesyre, trøffel og friskost – en ret som jeg personligt så frem til, for jeg elsker trøffel. Retten blev enkelt serveret, hvilket ikke er dårligt i sig selv, men jeg må erkende, at retten også havde en meget enkel smag – det gjaldt desværre også trøflen.

Blomkål med revet trøffel og frisk ost.

Ved vores fjerde ret formåede Sjø dog at slå benene væk under os. Krondyret blev serveret med æbler og svampe, som blev serveret med en smagfuld sauce. Retten smagte fantastisk og blev præsenteret som en ren sanseoplevelse for både øjne og smagløg.

Krondyr

Den gode stime fortsatte ved næste ret, da vi fik krikand med selleri og honning. Efter min tur på Vollmers i Sverige har jeg ellers ikke rørt selleri med en ildtang, og derfor var jeg ret spændt på denne ret. Anden var steg perfekt rosa og uden at være tør.

Krikand med selleri og Honning

Den sidste ret på menuen bestod af en dessert – ja, surprise. Her var ingen af os enige i hvad vi skulle vælge, og vi fik derfor hver vores dessert. Vi endte med at dele lidt på tværs og kom igennem tre meget smagfulde og lækre desserter med blomme og vilde blåbær samt en ostetallerken.

Blommer med citronfromage og yoghurt Sorbet.

Ostetallerken bød på smagsoplevelser fra forskellige mejerier i Danmark. Også to skånske oste havde sneget sig ind. Tjeneren spurgte hvilke oste min ven Jonas ønskede at få serveret, og efter et par glas vin svarede han ”dem alle” – og det fik han så. Alle ved bordet samt tjeneren tog en snak om oste, smage, hvilke af dem vi foretræk, og tjeneren tilføjede en god baggrundsviden omkring de forskellige oste. Det var en service og oplevelse udover det sædvanlige – selv på en gourmet restaurant.

Ostetallerken med tilhørende Honning og Karamel kiks.

Efter desserten var vi godt mætte og tilfredse. Vi bad om regningen som blev ’serveret’ med en tilhørende overraskelse – en tallerken med forskellige karameller i forskellige smage og former.

En god afslutning på en fantastisk og lang aften. Vi sad over 3 ½ time på Sjø og endte med en regning på ca. 900 kr. pr. person inkl. vin.

Vi havde nu været igennem Sjø’s fortolkning af det nordiske køkken, gik fra bordet og sluttede aftenen af med en drink i baren inden vi gik til køjs, for at blive klar til en ny dag i Oslo’s gader.

Forskellige karameltyper som vi fik med vores regning.

Samlet vurdering af Sjø

Sjø er en anderledes oplevelse på Oslofærgen, som virkelig klæder færgen og dens forsøg på at tiltrække flere gæster til det klassiske cruise.

Sjø ramte plet på flere områder, men manglede også lidt intimitet i forhold til placeringen, som de deler med en anden restaurant. Det ville have klædt restauranten hvis den fx var blevet placeret ved skibets vinbar, som ligger særskilt fra de andre restauranter på skibet.

Serviceniveauet og tjenernes opmærksomhed var høj. De formåede at ramme rigtigt hver gang, og var også meget personlige i deres holdninger og tanker omkring oste, vin og mad.

De første par retter var fine men manglede lidt power og smag. Smagen kom til gængæld senere på aftenen da vi fik serveret krondyr, krikand og dessert. Maden var samlet set rigtig god og blev bedre for hver ret.

Vinen til maden var fantastisk. Vi fik både god Riesling og Amarone til middagen, som begge var ekstremt gode og samtidig til fornuftige priser.

Vores vurdering

Mad                                    07/10

Drikkevarer                        10/10

Serviceniveau                    09/10          

Omgivelser                         06/10

Valuta for pengene           09/10                                                                           

Samlet bedømmelse         08/10

Samlet set var Sjø en rigtig god oplevelse. Man får meget for pengene, og det er kun omgivelserne som skuffer. Hvis restauranten forsætter det høje serviceniveau og giver maden det sidste pift, så tror jeg at de er godt på vej mod den Michelin-stjerne, som de stræber efter.

Kødkvæg som hænger udenfor restauranten.

Hvordan vi planlagde besøget

Vi havde bestilt en tur med Oslobåden via selskabets hjemmeside, hvor de ofte har gode tilbud på turen til Oslo tur/retur. Oslobåden har de seneste år opgraderet en del af kahytterne og udbuddet af restauranter, og man kan derfor få en rigtig god gourmet- og luksustur med DFDS. Du kan først bestille bord på restauranten efter du har booket dit mini-cruise.

Det er kun muligt at spise på Sjø ved at tage en tur med oslobåden, og som I kan se på nedestående billede, så er det bestemt ikke en sejltur uden udsigt, når man sejler gennem Oslos skærgård.

Skærgården i Oslo, ved indsejlingen.

 

 

2 kommentarer

  1. Hej!

    Hvor ser det bare ud til at have været en lækker tur! Jeg har længe haft ønske om at komme afsted med Oslofærgen, men jeg når aldrig at få fat i de gode tilbud, før de er udsolgt 😀 Jeres indlæg har da i hvert fald ikke gjort min lyst til at tage med Oslofærgen mindre! Jeg er meget misundelig 🙂

    Med venlig hilsen

    Mia

    1. Hej Mia

      Jeg har været afsted over 7 gange, og det har sjælen været pga. maden, så var en rigtig god oplevelse. De har også fået en god italiensk restaurant, espresso house mv. ombord. Så syntes det bevæger sig den rigtig vej, hvor man kan få en god miniferie direkte fra København.
      Du skal endelig tage chancen og tage afsted. Man kan få “luksus” kahytter ombord også, men behøves man ikke, hvis ens mål er god mad, fantastisk udsigt mv.

      Rigtig god tur, når du får bestilt og du skriver bare, hvis du har nogen spørgsmål. Følg os på Facebook og instagram, så kan du følge med løbene hvergang vi er afsted på en ferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *