En drøm for snart 3 år siden nærmer sig nu sin ankomst, for som I sikkert har læst i vores tidligere indlæg ”2020 bliver et fantastisk rejseår”, skal vi et par måneder til Sydamerika i år.
Ruten er nu lagt, flybilletterne bestilt og ferien sparet op på jobbet.
I dette indlæg vil vi fortælle lidt om vores rute, de lande og områder vi skal besøge, samt hvorfor vi har valgt at lægge ruten fast frem for at tage det lidt mere som det kommer.

Landene vi skal besøge i Sydamerika
Der er ingen tvivl om, vi gerne vil have tilføjet flere lande til vores rute, men vi måtte hurtigt erkende, at det blev et større puslespil at planlægge ruten og infrastrukturen på vores tur, da en del af de lande og områder vi skal besøge, er større end man lige forventer. Det var også vigtigt for os, at vi kunne gå i dybden og opleve så meget som muligt i det land vi skal besøge. For man ved jo aldrig, om vi kommer tilbage til landet igen.

Derfor fik vi hurtigt begrænset os ned, og selv om vi tidligere har skrevet, at vi forventede at besøge både Peru og Bolivia, er disse to lande blevet fravalgt. De lande vi skal besøge nu er følgende:
- Ecuador og Galapagos
- Chile og Påskeøen
- Antarktis og Falklandsøerne
Jacob har været i Brasilien i forbindelse med OL i 2016, men ellers har vi aldrig været i Sydamerika, og for mig, bliver det et nyt kontinent, jeg kan tilføje til landkortet sammen med Antarktis, og dermed mangler vi begge faktisk kun Oceanien.
Ruten er lagt – naturen i fokus
Da vi startede hele tanken omkring at skulle rejse rundt et par måneder i Sydamerika, ville vi gerne bare tage det som det kom. Det eneste vi vidste på forhånd var, at vi gerne ville bestille Antarktis hjemmefra, da der er begrænsede pladser og fordi det fylder så stor en del af budgettet.

Vi fandt hurtig ud af, at det der med at være ”spontan” omkring hvor vi gerne vil hen næste dag, ikke rigtig ville fungere med de oplevelser og steder vi gerne ville overnatte og opleve. Derfor er hele ruten planlagt og ja der kan være fordele og ulemper ved begge, men vi har kun 10 uger og en del af de steder vi gerne ville overnatte, var allerede ved at være udsolgt her et lille år i forvejen. Beslutningen blev derfor taget, og ruten er nu blevet lagt. Vi rejser dermed d. 17. oktober til d. 21. december 2020.

Hele rejsen er lavet efter vores store passion for naturen og unikke oplevelser. Rejsen bliver den ultimative rejse, som ingen af os ellers havde troet var muligt. Vi blev ret hurtig enige om, at vi ville prioritere denne rejse højt, og lagde derfor hurtig vores ”daglige” økonomi om, for at kunne spare en del mere op. For som vi blev enige om ”Hvorfor vente til vi bliver gamle” – man ved jo aldrig hvad morgendagen bringer.
Vi planlægger altid selv vores rejser rundt omkring i verden. I kan læse mere om hvordan vi gør her
Der vil løbende komme flere indlæg, hvor vi går lidt i dybden omkring de forskellige områder og lande vi skal besøg, men vi vil gerne give jer en lille introduktion af vores rute som bliver som følgende.
Ecuador og Galapagos
Vi flyver via Paris til Quito, som er Ecuadors hovedstad. I Ecuador skal vi rundt i landet og opleve fastlandet og Amazonas. Efter små to uger i fastlandet tager vi videre til Galapagos, hvor vi både skal være en uge til vands og en uge til lands. Vi håber på den måde, at vi virkelig får oplevet en masse forskelligt på de helt unikke øer og får oplevet en del af Darwins teori.
Jeg glemmer aldrig i naturfag i folkeskolen hvor min lærer talte om ”Survival of the fittest”. Det udtryk fascinerede mig meget dengang, at det kun er de stærkeste som overlever og dem der når at tilpasse sig. Meget sigende i den verden vi lever i lige nu og skal begynde at tilpasse os.

Chile, Påskeøen og Patagonien
Efter en lille måned i Ecuador går turen videre til Chile. Vi flyver fra Guyaquil til Santiago og starter med en uge i hovedstaden i Chile. Vi har lagt en uge i Santiago for at slappe af, og komme os over alle oplevelserne i Ecuador, da programmet bliver intens der.
I Chile er vores plan, at vi skal ud og besøge et par vingårde, vandre rundt i Patagonien, se en masse smuk natur og vilde lamaer, og hvis vi er heldig bestige en gletsjer. Vi skal bruge en uges tid i Patagonien, og glæd jer til at læse om hvor vi skal bo. Et helt unikt sted midt inden i nationalparken ”Torres Del Paine”. Det vil vi skrive om i et kommende indlæg.
Turen slutter af med en længere flyvetur til Påskeøen. Påskeøen er verdenskendt for sine stenstatuer flere steder rundt på øen. En vulkanø, som er en af verdens mest isolerede øer. Det tager over fem timer at flyve til Påskeøen, og vi har derfor valgt at tage fem dage på øen. Der går kun et fly om dagen, så der skal man også være i god tid for at få plads – men billetterne er bestilt (jubii).

Antarktis og Falklandsøerne
Antarktis er en drøm som vi ikke havde troet skulle blive mulig før vi måske blev pensionister og kunne bruge vores pensionsopsparing, og vi er derfor meget lykkelige over, det er lykkes os at få den mulighed allerede nu.
Vi har allerede skrevet ”Drømmen om Antarktis”, som I med fordel kan læse, hvis I gerne vil vide mere om denne tur samt hvilken båd, vi skal sejle med. Vi skal nemlig med hurtigrutens nyeste ekspeditionsskib, som er et hybridskib og miljøcertificeret. Rejsen til og fra Antarktis er på atten dage, da vi rejser gennem den chilenske skærgård først og hjem via Falklandsøerne.

At rejse er at leve
Håber dette indlæg har givet jer en god introduktion til vores store rejse, som vi glæder os utrolig meget til. Planen er at der vil komme flere små indlæg om f.eks. nogle af de unikke overnatningssteder vi skal opholde os i. Naturen vil være i fokus og vi glæder os.

Når vi afsted vil vi løbende lave opdateringer på vores Facebook-side og dagligt lægge billeder samt små stories på vores Instagram-profil. Så husk endelig at følge os begge steder.
I kan læse flere indlæg om vores rejse til Sydamerika her, som er en del af en større rejse vi skal på i 2020.
3 kommentarer
Det bliver simpelthen så spændende for jer og jeg glæder mig vildt til at følge med Vi besluttede allerede i slutningen af marts at sætte vores rejseplaner på hold for resten af året, så jeg må udleve mine drømme gennem jer Lige præcis jeres tur har stået højt på min ønskeliste længe
Vi glæder os også meget, men må også erkende, at vi er ikke engang sikker på vi kommer afsted☹️ For hvis verden ikke åbner op eller der kommer bedre styr på sygdommen i Sydamerika, bliver det lidt udfordret. Men rejse planlagde vi sidste år og bestilte alt. Så var inden alt det her Covid-19 kom
Jeg krydser fingre for jer! Meget kan ske inden oktober