The Oberoi Hotel – en oase i metropolen Mumbai

Vores erfaring for storbyer i Asien er, at vi gerne vil have et godt hotel at bo på, da man er ude det meste af dagen mellem trafik, smog, kaos, mennesker, dufte og alt det andet en storby i Asien byder på. Når man så samtidig skal forbi en af verdens største metropoler i verden, Mumbai, har man endnu mere brug for en oase at trække sig tilbage i. Vi fandt det – Oberoi Mumbai Hotel.

Et af verdens bedste hoteller

Oberoi hotelkæden er en af verdens bedste og har hoteller flere steder i verden, som altid ligger på unikke placeringer. Hotelkæden blev startet tilbage i 1934, hvor Indien forsat var koloniseret af englænderne. Mr. Oberoi kom fra fattige kår og havde en drøm om at skabe et hotel, hvor alle gæster ligegyldig race, hudfarve og status ville blive behandles ens.

FOTO: Oberoihotels.com – hotellet udefra

I dag har hotelkæden over 30 hoteller rundt omkring i verden og er flere gange blevet kåret til verdens bedste hotelkæde af både Tripadvisor og Travel+Leisure. Og deres hotel i Mumbai er ikke anderledes, da det f.eks. er blevet kåret til Mumbais bedste luksushotel og det 2. bedste hotel i Asien indenfor storbyhoteller.

Læs mere om vores unikke hoteloplevelser rundt omkring i verden her

Så da vi blev enige om, at vi skulle en tur rundt i Sydindien og vores tur skulle starte i Mumbai, faldt valget hurtigt på Oberoi hotellet i Mumbai.

Ankomst med en varm velkomst

The Oberoi Mumbai ligger på spidsen af Mumbai og i den gamle bydel, langs en flere kilometer lang strandmole, som man kan gå langs med. Det tager derfor hurtigt over en times tid at komme til hotellet fra lufthavnen.

Lobby udsigt oppefra

Vi ankom til hotellet og gik igennem sikkerhedskontrollen, som der er på de fleste større hoteller i Mumbai. The Oberoi Mumbai og Taj Mahal hotellet blev begge ramt af terrorangrebet tilbage i 2008, som kostede flere hundrede mennesker livet.

Vi blev ført ind i en elevator der kørte op til deres lobby, og her bliver man mødt af en utrolig stor og flot lobby, som er meget enkelt og stilren. Vi blev hurtig vist hen til receptionen, hvor vi blev sat i to bløde stole og fik serveret et koldt håndklæde samt en forfriskende drinks. Receptionisten tiltaler os som Mr. og fik allerede en fornemmelse af hotellets høje service.

Udsigt udover Mumbai by fra The Oberoi Hotel

Deluxe værelse med havudsigt

Da vi er blevet tjekket ind og nydt vores drinks, står der en sød kvinde klar til at vise os op til værelset. Vi har fået værelse på øverste etage med udsigt til havet, og vi kan derfor nyde udsigten fra vores gulv-til-loft-vindue udover det arabiske hav.

Værelset var stort og vi havde over 37 kvm for os selv, med en utrolig flot indretning som gav minder af et nymoderne værelse med et twist af den klassiske koloni-stil. Vi havde egen tv, minibar og skrivebord.

Deluxe værelse på The Oberoi Hotel

Alle værelser og suites på hotellet har også deres egen butler-knap. Ja det rigtigt, en butler-knap. Så da vi skulle stryge en skjorte, fik vi afprøvet knappen og 1 min. efter stod en butler ved døren og spurgte hvad han kunne hjælpe med. Vi overvejede meget at bestille noget Ben & Jerry is, men blev ved et strygebræt og strygejern.

Læs mere om vores ophold på Emirates Palace, hvor vi også havde egen butler

Badeværelset var indbydende med fritstående badekar med indbyggede fjernsyn, så man kunne nyde et karbad samtidig med man kunne følge med i de seneste nyheder eller en god film. Det fik jeg gjort et par gange, hvilket virkelig var en dejlig måde at få samlet alle indtrykkene fra dagens oplevelser i Mumbai.

FOTO: Tripadvisor.com – Badeværelse på vores hotelværelse

Hver dag når vi kom tilbage fra dagens oplevelser havde rengøringspersonalet ryddet op på værelset som vi aldrig har set før. F.eks. var mobilopladeren lagt pænt sammen med en lille velcrobånd med logo på. Der stod nye friske vand alle steder og i ens sko (som også var blevet sat på et lille klæde) lå der små dufteposer og der lå også altid en håndskrevet seddel. Hver aften fik vi turn-down service og sengen blev gjort klar, gardinerne rullet for og de gratis sutsko blev sat frem.

Vi fik hurtigt lagt drikkepenge til rengøringsteamet, for aldrig har vi oplevet så flot et værelse at komme tilbage til, hvor alt lå perfekt, tøjet lagt sammen og samtidig med en fornemmelse af den personlig service de ydet.

Indisk morgenmad i topklasse

Morgenmad på hotellet er altid en god start, og her levede Oberoi Mumbai endnu engang op til deres femstjernede hotelstatus. Morgenmaden blev serveret som en blanding af buffet og A la carte menu. Hvilket betyder at alt det kolde kan man selv hente ved en utrolig lækker buffet, og ellers bestiller man alt det varme fra et menukort.

Morgenmad på The Oberoi Hotel i Mumbai

Tjenerne gav gerne gode råd til nye og anderledes retter, som inderne spiser til morgenmad, som vi gerne ville kaste os ud i. Så Dosa Masala blev vores yndlingsmorgenmad sammen med en masse lækkert frisk frugt, croissanter, yoghurt og en masse andet. Der var sjældent plads nok på bordet.

Michelin-oplevelse på Ziya

The Oberoi Mumbai har også deres egen Michelin-restaurant, hvor stjernekokken Vineet Bhatia har valgt at fortolke indiske retter med fransk maner. Restauranten ligger med udsigt udover det arabiske hav og storbyen Mumbai som lyser flot op om aftenen. Vi fik bord ved vinduet, hvilket ikke gjorde oplevelsen dårligere.

Vi har spist på mange forskellige Michelin og gourmet restauranter rundt om i verden. Vi har skrevet om nogen af dem, som du kan læse om her

Vi valgte deres Tasting-menu som altid er en god måde at prøve noget nyt og udfordre sig selv på. Dertil tog vi deres vin-menu som startede med et glas indisk champagne, som var utrolig god og vi endte en anden aften i hotellets bar, hvor vi bestilte en flaske. Priserne i Indien er utrolig lave, og selv en flaske champagne kan gøres til en overkommelig pris.

Interiør i Restaurant Ziya

Alle retter var inspireret af forskellige egne af Indien, og vores tjener som leverede en fantastisk service, fik fortalt om retten, hvordan den var tilberedt og hvor i Indien den var fra. De serverede 7 retter samt lidt ekstra retter løbende. Selv kokken kom ind og spurgte om vi kunne lide maden og tilbød at komme med noget naan-brød, da vi til den ene ret godt kunne bruge lidt brød. Vi blev virkelig forkælet.

De fleste vine vi fik serveret var fra Indien, og smagte forbløffende godt og speciel deres champagne og dessertvin imponerede os.

Aften sluttede af med desserten som blev nydt og en unik aften blev afsluttet på Ziya, som helt klart er et besøg værd også selv om man ikke boede på hotellet. Men husk at bestille bord, da de ofte har udsolgt.

Hele aftenen inkl. 7-retters Tasting menu og vin-menu blev under 900 kr. pr. person og en helt fantastisk oplevelse. Og ja det er dyrt i forhold til, at vi var i Indien, men ikke i forhold til kvaliteten, maden og servicen vi oplevede. Helt klart et sted vi selv gerne vil tilbage til.

Vil vi komme igen?

Vi har boet på mange luksushoteller rundt omkring i verden, men The Oberoi Hotellet bød på en service vi aldrig har oplevet før. Den var utrolig venlig, unik og personlig. De gik virkelig ”The extra mile” for deres gæster. At have en butler-knap på sit værelse gjorde allerede at standarden var sat højt, men at de så samtidig levede op til den under hele vores ophold, havde vi ikke regnet med.

Butler knappen på værelset

Hotellet havde egen pool, fitnesscenter og Spa-område, som gør at man kan koble af, når man kommer tilbage efter en hektisk dag i Mumbai, som er en kæmpe metropol med det der følger med af trafik, forurening, fattigdom, larm og dufte.

Så alt i alt et hotel som virkelig formåede at levere en unik hoteloplevelse, selv om det ligger i en storby og også holder en meget stilren og enkelt stil. Vi kommer helt klar igen næste gang vi kommer forbi Mumbai – for det gør vi. Vi blev faktisk ret glade for byen.

Hvordan vi bookede opholdet

Som altid bookede vi hotellet via hotels.com (reklamelink), som gjorde vi kunne optjene hotels.com rewards nætter. Vi var afsted med to veninder og skulle derfor have to værelser, hvilket gør, at man samler dobbelt så mange rewards-overnatninger sammen. Ret smart og en måde at spare en del op, da man får den 10. nat gratis og dermed sparer 10% pr. overnatning, hvis man tilmelder sig deres reward-program.

Pool på The Oberoi Mumbai

I kan med fordel hjemmefra bestille bord på Ziya som var en Michelin-oplevelse som var fantastisk og med smuk udsigt udover Mumbais skylines. I kan finde restauranten her.

2 kommentarer

  1. Dejlig beskrivelse af en deluxe oplevelse 🙂
    Jeg skal til Indien (bl.a. Mumbai) for allerførste gang, og er derfor meget nysgerrig for at høre om jeres oplevelser og erfaringer udenfor hotellet 😀 Kommer der flere indlæg om Mumbai?
    Mht. hotel: hvordan var beliggenheden af Oberoi? Det er utrolig svært at gennemskue, hvad der vil være en god beliggenhed, inden man ankommer til en ny storby?!

    1. Hej Nina,

      Dejligt at høre du kan lide indlægget og ja Mumbai gjorde store indtryk på den gode måde.
      Skal du alene afsted eller med familien? Og ja der kommer mere om Mumbai – måske allerede i løbet af weekenden. Vi har lavet et indlæg med de 8 bedste oplevelser i Mumbai.

      I skal bo i South Mumbai. Det her alle attraktionerne er, og samtidig kan I gå rundt i byen. Vi valgte at bruge to dage på at gå rundt selv og fornemme byen. Vi følte os ret sikker i forhold til New Delhi, hvor vi var for et par år siden. Vi havde to veninder med, og vores erfaring generelt rundt i Indien er, at vi ikke skal gå fra langt væk fra dem, så bliver de hurtig omringet af inder, som bare gerne vil snakke, røre håret mv. Men oplevede vi nu også som fyre, nu hvor vi har blå øjne, ret høje og lyst hår. Så bare forbered jer på en masse billeder sammen med en masse inder.

      Og så husk endelig Mumbai er en metropol og en af verdens største byer. Den byder på kontraster af både fattigdom og rigdom som vi ikke oplever i Danmark.

      Hvor skal I ellers hen i Indien? Har flere oplæg på vej fra Sydindien.

      Bedste rejse hilsner fra Dennis – Danesonvacation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *