Vollmers – Malmøs to-stjernet Michelin restaurant

Muslinger - Vollmers

For nogle år siden lavede vi en ‘gourmet-klub’, hvor vi og to andre par mødes og laver mad ud fra et tema, som skal være en gourmet oplevelse. En gang om året tager vi på restaurant og får en gourmet oplevelse sammen, og i 2017 stod den på weekendtur til Malmø, hvor vi havde fået bord på Vollmers. Da vi bestilte bordet havde restauranten kun èn Michelinstjerne, men få uger inden vi skulle afsted, blev den opgraderet til to stjerner, hvilket ikke gjorde os noget. Eneste ulempe var dog at prisen sjovt nok lige fik et nyk op inden vores besøg. Det tog vi med et smil og forventede nu bare endnu mere af vores besøg på Vollmers.

Ankomst til restauranten

Restauranten ligger i et gammelt byhus og vi blev næsten i tvivl om vi var gået rigtigt, men det var et meget lille og hyggeligt sted. Vi blev budt velkommen af en meget sød tjener, og tjenerne var generelt ret afslappede både i påklædning og i væremåde.

Lokalerne er meget enkle, og borderne er sat op efter hvor mange gæster der har bestilt bord den pågældende aften. Vi var det største selskab med seks personer, og vi blev vist hen til vores bord. Enkelt opdækket med en grå dug, to lys og bestik samt vinglas.

Billedet er lånt af Vollmers 

Vi havde bestilt en 8-retters tasting-menu på forhånd og de fleste af os bestilte vin-menu til maden.

Som på mange andre Michelin restauranter fik vi mange flere retter end de 8-retter, som vores menu på papiret bestod af. Vi fik omkring det dobbelte, og for at være helt ærlige, så var vi ofte i tvivl om hvilke retter der var en del af menuen og hvilke der var ekstra.

Fisk, broccoli på kul og brød der smagte af æbleskiver

Vi fik som det første serveret tre forskellige slags brød til bordet, og det smagte vi hurtigt på. Og en ting er sikkert – vi bestilte mere, mere og mere. Det var helt fantastisk brød og særligt et af brødene, som smagte af æbleskiver. Vi har aldrig hverken før eller siden spist et sted, hvor vi spiste så meget brød. Skræmmende nok er brødet forsat det vi alle taler om, når vi mødes i vores gourmet klub og Vollmers bliver nævnt.

Vi startede ud med forskellige fiskeretter og supper. Her fik  vi f.eks. muslinger på havbund med sand og lukket inde i en glas kuppel. Da glaslåget blev løftet fik man fornemmelse af hav og tjeneren stod nænsomt og viftede med en serviet, for at få duften delt rundt til hele bordet.

De næste retter der blev serveret var forskellige stykker kød som gris, et stykke marv med fyld og en helt fantastisk kronhjort, som nærmest smeltede på tungen og var helt perfekt rosa i kødet.

Mange af sideretterne var vegetarretter, hvor vi fx fik serveret broccoli på kul, som smagte øhh – meget af kul. Vi fik serveret forskellige kåltyper, anrettet på forskellige måder og forskellige geletyper. Vi fandt også hurtig ud af, at svenskerne er glade for selleri. Meget kan man sige om den grønsag, men den er specielt og kraftig i smagen. Selv havde jeg intet imod selleri, men det skulle ændre sig. Vi fik nemlig serveret selleri med selleri sauce, selleri gele og dertil blåskimmelost. For nogen måske en drøm, men for hele selskabet en lettere tvivlsom oplevelse, kan man vidst roligt sige (når man nu skal pakke det lidt pænt ind). Her over et år efter har vi forsat lidt svært ved selleri og bliver ikke automatisk tilføjet til vores kostplan.

Desserterne var gode, men ikke dem vi husker mest, og vi fik heller ikke taget billeder af de sidste par retter, da vi efterhånden var et fremskredent stadige i vinmenuen og snakken gik. I godt selskab glemmer man hurtigt tid og sted, og vi fik snakket for meget til at huske billederne – men det nok også meget sundt. Jeg husker dog at vi sluttede af med en fastelavnsbolle, som var det svenske modsvar til den danske version. Den smagte godt, men manglede ‘fyldet’ som vi kender dem fra Danmark.

Samlet vurdering af vores middag på Vollmers

Vollmers var vores første to-stjernede Michelin oplevelse, og den levede op til sine stjerner. Vi fik serveret fantastisk mad, som samtidig blev serveret lidt atypisk og dejligt uformelt. Det var samtidig en god oplevelse at få serveret Sveriges svar på ”nyt nordisk”, som jo er så moderne og som mange forbinder med Danmark.

Det var ikke alle retterne der faldt i god jord, men det er heller ikke meningen med en gourmetoplevelse med over 16 retter. Meningen for os er at prøve noget nyt, som man ikke lige prøver til hverdag og på nye måder. Vi gik meget mætte for bordet, selv  om mange af retterne var små serveringer. Vinmenuen var lækker og medvirkede til at det blev en rigtig hyggelig aften. Eneste minus der skal føjes til vinen var, at hvidvinene var ret ens og man som aftenen skred frem ikke kunne kende forskel på dem. Samtidig var det næsten svært at få drukket ud, inden det næste glas stod klar på bordet. Så hvis man er glad for vin og i store mængder, skal man endelig bestille vinmenuen. 

Omgivelserne var lidt for enkle og bar lidt præg af, at restauranten skiftede bordene ud efter de forskellige selskabsstørrelser, og dermed stod bordene lidt tilfældig rundt omkring i lokalet. Servicen var dog i top. Meget uformelt og lige til, og tjenerne både grinte, bandede og snakkede en masse med os, og de medvirkede til at vi fik en rigtig dejlig aften.

Alt i alt havde vi en helt fantastisk oplevelse på vores første to-stjernede Michelin restaurant. Endnu bedre var oplevelsen da regningen kom, for med den lave svenske krone kom vi ‘kun’ af med omkring 1.600 kr. pr. person. Det kan du ikke gøre i Danmark hvis du skal på en tilsvarende Michelin restaurant inkl. vinmenu.

Hvordan vi planlagde oplevelsen

Vi bookede bord via restaurantens hjemmeside som I kan finde her. Du skal dog bestille bord i god tid, da de ofte er fuldt booket.

Vi valgte at rejse med toget til Malmø fra Københavns Hovedbanegård. Det er meget nemt og vi købte familiebilletter (selvom vi ikke havde børn med), da dette er billigere for to personer end hvis du køber to enkeltbilletter.

Du kan også vælge at tage Flixbus til Malmø fra Københavns Hovedbanegård, hvilket typisk er billigere.

Vi valgte at få en forlænget weekend tur ud af det, og derfor tog vi en overnatning i Malmø, hvilket passede helt fint efter lidt for meget vin og en dejlig middag. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *