Weekend i Vejle med spaophold, street food og arkitektur

Træskohage fyr

Sommervejret har vist sig fra sin bedste side, og vi har været gode til at få oplevet en masse hjemme i Danmark i år. Denne gang havde vi besluttet os for at besøge Vejle med Hotel Vejlefjord som vores ’base’ en weekend i august. Hotel Vejlefjord er især kendt for dets wellness-område, der i 2017 vandt en pris som ’Årets Spa’, og herudover er hotellet også kendt for sin unikke beliggenhed ved fjorden. Nedenfor kan du læse om vores ophold og vores andre oplevelser i Vejle, som bød på bl.a. delikat street food og imponerende arkitektur.

Morning Delight – en unik spaoplevelse

Vækkeuret ringede fredag morgen kl. 5, for vi havde bestilt spaoplevelsen ’Morning Delight’ på Hotel Vejlefjord med start kl. 8.30. Billetten inkluderede morgenmad, adgang til spaafdelingen og saunagus. Fremme ved hotellet blev vi mødt af en fantastisk udsigt, som du kan se på billedet nedenfor.

Vi valgte et bord i skyggen under en parasol med udsigt over fjorden og hotellets park. Morgenmaden var god med alt hvad der hører sig til – kaffe, juice, gode pølser, friske bær og en masse andre lækkerier, som gjorde os godt mætte inden vi skulle i spaen. Vi fulgte dermed ikke det gamle råd om at holde sig væk fra vandet, når man lige har spist, men det gik heldigvis meget fint alligevel.

Alene omgivelserne i spaområdet mindede os om flere af de femstjernede hoteller, som vi tidligere har besøgt rundt omkring i verden – standarden var høj og levede fuldt ud op til vores forventninger. Området indeholder bl.a. på et is-bad med 8 grader koldt vand, et Ild-bad med 42 grader varmt vand, aromabad, lysbad og lydbad. Der var også skovsauna, mammutbrusere (med en meget kraftig vandstråle du kan bruge som ’massage’) og sommerregn-brusere. Spaen havde også en saltvandspool, og det var næsten som at flyde rundt i Det Døde Hav, som vi prøvede for et par år siden i Jordan.

En af de sidste oplevelser vi fik med os fra spaen, foregik i skovsaunaen og var et lille arrangement kaldet ’Saunagus’. Her smed en kvinde forskellige olier og dufte på ovnen, som duftede skønt og skulle være sundt for kroppen, og hun fortalte forskellige historier imens vi sad og svedte.

Ja, det hele lyder måske lidt mærkeligt, men det var en sjov, behagelig og afslappende oplevelse!

Fun Fact: Saunagus kommer fra det tyske ord ”Aufguss”, hvilket betyder ”at hælde på ovnen”

Hotel Vejlefjord, drinks og fantastisk madoplevelse

Efter vores morning-delight oplevelse vendte vi tilbage til selve hotellet, hvor vi fik tildelt værelse 622 som til vores overraskelse lå i en nærliggende bygning, der er en del af et rehabiliteringscenter. Det første vi ser er en ’sengeløfter’ til at løfte folk ud af sengen, en ældre dame med rollator og plejepersonale. Bygningen, hvori vores værelse var placeret, virkede mere som et hospital end et spahotel. Selvom vi havde booket det billigste værelse, havde vi ikke regnet med at blive indlogeret på et rehabiliteringscenter, så vi var noget skuffende over omgivelserne ved værelset. Hotellet burde ikke tilbyde deres gæster sådanne omgivelser, når man kommer for at få et spaophold. Hvis vi havde vidst det, havde vi nok betalt de ekstra 300 kr. for et værelse i hovedbygningen.

Når det så er sagt, levede selve hotellet og omgivelserne helt op til forventningerne. Efter en lækker frokost gik vi en tur rundt i parken og ned til det lokale Træskohage Fyr, hvor man fra toppen har en super fin udsigt over Vejle Fjord.

Hen på aftenen gik vi i baren og bestilte en espresso Martini og en Mojito, mens vi ventede på at klokken blev 19, hvor vi havde bestilt bord på hotellets restaurant. Dagens menu bestod af en forret med ærtesuppe og fjordrejer, mens hovedretten var okseculotte og nye danske kartofler samt blomkål i både bagte, stegte og syltede afskygninger med en estragon-sauce. Aftenen blev rundet af med cheese cake af koldskål, hjemmelavede kammerjunkere og hindbærsorbet.

Efter vores utroligt gode middag, gik vi op på hotelles fjerde sal, hvor vi nød udsigten og solnedgangen som netop var startet.

Arkitektur og street food i Vejle

Fra lørdag til søndag besøgte vi et vennepar i Vejle, som ville vise os hvad byen har at byde på. Lørdag aften gik dog med god mad og vin, men om søndagen efter morgenmaden kørte vi først til Tirsbæk strand. Stranden er super fin og har en fantastisk udsigt til den anden side af fjorden. Her kan vi sagtens anbefale en lille familieudflugt, hvis du bare vil slappe af.

Fra stranden gik vi en kort tur til Tirsbæk gods, og vi hilste senere på familien Bambi i dyreparken, da vi kørte igennem parken på vej ind til Vejle centrum og havneområdet.

I havneområdet blev vi mødt af imponerende flot arkitektur, herunder det eksklusive boligkompleks ’Bølgen’, som vel kan siges at være et vejlensisk varetegn.

Et andet og endnu mere imponerende bygningsværk ved havnen er det nye Fjordenhus, som er tegnet af arkitekten Olafur Eliasson. Bygningen er opført ude i selve havnen og er forbundet med en bro til fastlandet. Når man kommer tæt på bygningen, er det imponerende at se, hvordan kunst og byggeri er smeltet sammen i ét – murstenene er af forskellige former, farver og størrelser, og bygningen er fyldt med forskellige vinkler og udsigter, uanset hvor man befinder sig.

Fun fact: Fjordenhus er en sammentrækning af ”fjordens hus” og fortæller om bygningens placering i Vejle Fjord, og huser Lego-familien Kirks kapitalfond. Næsten alt er specieltegnet til bygningen, og prisen for hele herligheden.. den taler man ikke om!

Efter vi havde besøgt Fjordenhus var vi sulte, og vores venner tog os med til et nyt street food område i Vejle. Det er selvfølgelig et lille sted sammenlignet med Københavns tilsvarende street food områder, men det gjorde ikke oplevelsen ringere. Vi gik derfra meget mætte og med en skøn madoplevelse i bagagen. Vi bestilte alle fire noget forskelligt fra både det indiske, mexicanske og asiatiske køkken, og på den måde fik vi smagt på en masse varieret mad. Det bedste var nok desserten, som bestod af ’Bao’ (en asiatisk form for åben bolle) med is. Hele street food området og maden fortjener ”fem store stjerner”, som Etta Cameron ville have udtrykt det. Og så blev vi københavnere også positivt overraskede over priserne, som er næsten halv pris af tilsvarende madoplevelser i hovedstaden.

Hvordan vi planlagde vores ophold

Opholdet på Hotel Vejlefjord bestilte vi på hotels.com, og spaoplevelsen reserverede vi særskilt via hotellets hjemmeside. Der afholdes forskellige arrangementer i spaen, og vi valgte ’Morning Delight’ hvor morgenmaden var inkluderet, men til trods for dette stadig er billigere end en normal adgangsbillet. Du kan også vælge fx romantisk aften eller bare tilkøbe adgang til spaen helt normalt med 24 timers adgang, hvis du bor på hotellet.

Der er gratis adgang til Fjordenhus, men du kan dog kun få adgang til 1. sal, hvis du forinden har reserveret plads på en guidet rundvisning.

Vejle Street Food ligger centralt på adressen Dæmningen 44B, og du kan læse mere på deres hjemmeside.

Vi havde en rigtig dejlig forlænget weekend i Vejle, og vi kan klart anbefale dig at lægge et smut forbi, når du får mulighed for det. Hvis du har lyst til mere inspiration til oplevelser i Danmark, kan du fx læse vores anmelde af Hindsgavl Slot på Fyn eller om vores tur til dragefestival på Fanø.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *